Pension ved skilsmisse – skal pensionerne deles?
Når ægtefæller bliver skilt, opstår der ofte spørgsmål om, hvordan formuen skal deles. Mange bliver overraskede over, at reglerne for pensioner adskiller sig fra reglerne for bankindeståender, biler og fast ejendom. I nogle tilfælde skal pensioner deles, mens de i andre tilfælde holdes uden for bodelingen.
Reglerne kan være komplicerede, og pensioner udgør ofte en væsentlig del af ægtefællernes samlede formue. Derfor er det vigtigt at kende sine rettigheder og muligheder.
Udgangspunktet er, at pensioner ikke deles
Når et ægteskab ophører ved separation eller skilsmisse, skal ægtefællernes delingsformue som udgangspunkt deles ligeligt mellem dem.
Pensionsordninger behandles imidlertid anderledes end øvrige aktiver. Udgangspunktet i dansk ret er i dag, at hver ægtefælle beholder sine egne rimelige pensionsordninger.
Det betyder, at en almindelig arbejdsmarkedspension, en tjenestemandspension eller en normal ratepension typisk ikke skal deles med den anden ægtefælle ved skilsmissen.
For mange ægtefæller med nogenlunde ens indtægtsforhold betyder dette, at begge tager deres egne pensionsopsparinger med sig efter skilsmissen.
Hvornår kan der opstå krav på kompensation?
Selvom pensionerne som udgangspunkt ikke deles, kan der opstå et krav på pensionskompensation.
Dette kan være relevant, hvis der er stor forskel på ægtefællernes pensionsopsparinger, og forskellen skyldes forhold, der udspringer af ægteskabet. Et klassisk eksempel er den ægtefælle, som gennem mange år har været hjemmegående, arbejdet på nedsat tid eller haft være den primære omsorgsperson og opdrager for børnene, mens den anden ægtefælle har fokuseret på sin karriere og haft mulighed for at opbygge en betydelig pensionsopsparing.
I sådanne situationer kan det virke urimeligt, hvis den ene ægtefælle forlader ægteskabet med store pensionsrettigheder, mens den anden står tilbage med en beskeden eller helt manglende pensionsopsparing. Særligt hvis ægteskabet er indgået på et tidspunkt, hvor ægtefæller ifølge lovgivningen skulle dele deres pensionsopsparinger.
Rimelighedskompensation
Lovgivningen giver mulighed for såkaldt rimelighedskompensation.
Formålet er at hjælpe den ægtefælle, som efter et længerevarende ægteskab stilles væsentligt ringere pensionsmæssigt end den anden.
Der foretages altid en konkret vurdering af blandt andet:
Ægteskabets længde
Ægtefællernes alder
Forskellen mellem pensionsopsparingerne
Årsagen til forskellen
Ægtefællernes økonomiske forhold i øvrigt
Der findes ingen faste regler for beregningen, og resultatet vil afhænge af de konkrete omstændigheder.
Fællesskabskompensation
Der kan også opstå krav på den såkaldte fællesskabskompensation.
Denne form for kompensation kan blive relevant, hvis den ene ægtefælle gennem ægteskabet har opnået væsentligt større pensionsrettigheder end den anden som følge af familiens fælles prioriteringer.
Det ses f.eks., hvor den ene ægtefælle har haft mulighed for at udvikle sin karriere og opbygge store pensionsrettigheder, mens den anden har taget et større ansvar for hjem, børn og familie.
Reglerne herom skal bidrage til at skabe en rimelig økonomisk balance mellem ægtefællerne efter en separation eller skilsmisse.
Skal kapitalpensioner og private pensioner deles?
Ikke alle pensionsordninger behandles ens.
Visse private pensionsopsparinger kan helt eller delvist skulle indgå i bodelingen, hvis de overstiger, hvad der anses for rimeligt efter ægtefællernes økonomiske forhold.
Det kan blandt andet være relevant ved:
Store private pensionsopsparinger
Ekstraordinære indbetalinger kort før skilsmissen
Særlige pensionsordninger med betydelig værdi
Derfor er det vigtigt at få undersøgt, hvilken type pensionsordning der er tale om, og hvordan den konkret skal behandles.
Hvis ægtefællerne er enige
Hvis ægtefællerne kan blive enige om en samlet løsning, står de ofte langt stærkere. Nogle ægtefæller vælger at oprette en ægtepagt, specifikt om pensionsdeling og andre vælger at lave frivillige aftaler som led i bodelingen, hvor pensionerne indgår som et af flere elementer i en samlet økonomisk deling parterne imellem.
En aftale kan skabe større fleksibilitet og ofte reducere både konfliktniveau og omkostninger.
Det er dog vigtigt at sikre, at begge parter har det nødvendige overblik over pensionernes værdi og de juridiske konsekvenser af aftalen.
Få rådgivning om pension ved separation eller skilsmisse
Pension udgør for mange den største økonomiske værdi efter boligen. Samtidig er reglerne blandt de mest komplicerede inden for familieformueretten.
Derfor kan det være en god idé at søge juridisk rådgivning, hvis der er væsentlige pensionsopsparinger, stor forskel på ægtefællernes økonomi eller tvivl om, hvorvidt der kan være krav på pensionskompensation.
oooOooo
Hos PrivatretsAdvokaterne rådgiver vi om bodeling, pensionsforhold, ægtepagter og bodeling i forbindelse med separation og skilsmisse. En tidlig afklaring kan ofte forebygge konflikter og sikre, at begge parter kommer bedst muligt videre efter ægteskabets ophør.
Du er velkommen til at kontakte os for en kort uforpligtende telefonisk drøftelse på tlf. 45 23 00 20.