En bodelingsaftale er den aftale om deling af fællesboet, I som ægtefæller indgår i forbindelse med en separation eller skilsmisse.
Aftalen skal være skriftlig og underskrevet, men derudover er der ikke formkrav til indholdet af en bodelingsaftale.
Hvis du og din ægtefælle står overfor at skulle skilles eller separeres, skal I dele fællesboet.
Det vil sige, at I skal gennemføre en deling af jeres respektive bodele og bestemme, hvordan ejendele i fælleseje skal fordeles.
Har I delingsformue i jeres ægteskab - det vil sige, at I ikke har oprettet ægtepagt om særeje eller arvet i særeje – er reglerne således, at I hver især skal opgøre jeres respektive bodele og godtgøre den anden ægtefælle halvdelen af værdien heraf.
Er en af jeres bodele negativ, skal denne ægtefælle ikke dele sin bodel med den anden.
Har den ene således større gæld end værdier i sin bodel, beholder ægtefællen egen bodel men modtager stadig halvdelen af nettoværdien af den andens positive bodel.
Udgangspunktet er, at I hver udtager de effekter, I ejer.
Det vil sige, at hvis det meste af inventaret, herunder sofaer, spisebord, stole mv., er købt af den ene af jer, har denne som udgangspunkt ret til at udtage dette.
Værdien af indboet skal stadig deles, men den fysiske udtagelsesret ligger hos denne ægtefælle.
Ejer I noget i lige sameje – for eksempel et hus - skal I enten beslutte, hvem af jer der skal overtage huset, eller beslutte, at det skal sælges.
Tilsvarende gælder biler og andre værdigenstande.
En bodelingsaftale er den skriftlige aftale, der omfatter den faktiske deling.
I har som ægtefæller mulighed for at aftale stort set hvilken deling, I kan blive enige om.
Er det for eksempel jeres fælles ønske, at den ene af jer skal kunne blive boende i huset, kan det være nødvendigt, at der sker en skævdeling, som skal indføjes i bodelingsaftalen.
En bodelingsaftale indeholder sædvanligvis følgende oplysninger:
Ophørsdag og skæringsdag
Ophørsdagen er den dag, hvor jeres økonomiske fællesskab er ophørt. Det sker ved udgangen af det døgn, hvor der er indgivet anmodning om separation eller skilsmisse.
Skæringsdagen er den dag, de enkelte aktiver udtages.
Skæringsdagen kan aftales alt efter hvilken dag, I ønsker at anvende. Det kan f.eks. være samme tidspunkt som ophørsdagen eller et andet tidspunkt, hvor I har fået en oversigt over for eksempel bankkonti og gældsforpligtelser.
En bodelingsaftale kan godt indeholde flere skæringsdatoer til forskellige aktiver. En fast ejendom skal måske udtages pr. 1. februar, hvor bilen og bankkontiene udtages pr. 1. januar.
Bankkonti og værdipapirdepoter
Har I fælleskonti, skal I beslutte, hvad der skal ske med disse konti. Derudover oplyses indestående på bankkonti og værdipapirdepoter pr. ophørsdagen og eventuelt også skæringsdagen.
Hvis ikke oplysningerne om værdierne kan hentes via netbanken, kan banken være behjælpelig med en proformaopgørelse på den ønskede dato.
Fast ejendom
Ejer I en fast ejendom, skal bodelingsaftalen indeholde oplysninger om, hvad der skal ske med ejendommen. Hvis ejendommen sælges, skal det besluttes, hvordan salgsprovenuet skal deles mv.
Skal den ene af jer overtage ejendommen, skal I blive enige om overtagelsesværdien, værdien af restgælden, hvordan de løbende udgifter til ejendommen skal deles, rentefradrag skal deles mv.
Er der gæld i ejendommen, skal I være opmærksomme på, at kreditforeningen skal godkende, hvis lånet fremover skal overtages af kun den ene af jer.
Bodelingsaftalen træder i stedet for en købsaftale mellem ægtefællerne. Der skal dog stadig laves et skøde, som skal tinglyses. Først når skødet er tinglyst, er ejerskabet overgået til den ene ægtefælle.
Når en ejendom ejerskiftes i forbindelse med en bodeling, kan I med jeres skilsmisse- eller separationsbevilling få en reduktion i tinglysningsafgiften. Det er derfor vigtigt, at overdragelsen og tinglysningen sker efter, at bevillingen er udstedt.
Ved overdragelse af en fast ejendom, skal der i bodelingsaftalen også tages stilling til, hvordan og hvornår risikoen for skader på ejendommen overgår.
Bil og båd
Tilsvarende skal der tages stilling til hvem af jer, der skal udtage køretøjer og både. Omregistrering og overtagelse/nytegning af forsikring skal huskes i forbindelse med aftaler i bodelingsaftalen om biler, campingvogne og både.
Er der gæld i køretøjet/fartøjet, skal der tilsvarende ske en accept fra långiver, hvis gælden skal overtages.
Indbo og løsøre
I kan vælge, om I vil lave en detaljeret delingsliste af indbo og løsøre, eller om I internt kan blive enige om en mindelig deling.
Er indboet meget værdifuldt, bør I have en liste med fordelingen.
Har den ene part udtaget for større værdier end den anden, kan I aftale, at der skal ske en økonomisk kompensation til den anden. I så fald bør kompensationsbeløbet tilføjes til bodelingsaftalen.
Pensionsopsparing
Jeres respektive pensionsopsparinger bør opremses i bodelingsaftalen inkl. indestående pr. skæringsdagen.
Udgangspunktet i dansk ret er, at hver part beholder egne rimelige pensionsopsparinger.
Jeres bodelingsaftale bør derfor indeholde enten en bekræftelse heraf eller en beskrivelse af hvilken aftale, I har indgået omkring pensionerne.
Deles pensionerne, skal der tages højde for den latente skattebyrde, der skal fratrækkes pensionens indestående ved udbetaling.
Endelig bør en bodelingsaftale indeholde oplysning om, hvorvidt den ene af jer skal kompenseres efter reglerne om pensionskompensation, enten ved fællesskabskompensation eller rimelighedskompensation.
Skat
Jeres sambeskatning som ægtefæller ophører pr. ophørsdagen – hvilket kan have en stor betydning for den skat, I hver især efterfølgende står med. Udgangspunktet i danske ret er, at der sker ligedeling af skatten for den periode, I har været gift i. I kan dog vælge at aftale, at overskydende skat og restskat mv. ikke deles.
Boslodskrav
Når I har aftalt værdien af fællesboets aktiver og passiver og aftalt fordelingen, kan det være, at den ene ægtefælle har udtaget værdier for mere end den anden og dermed skylder den anden ægtefælle et kontantbeløb.
Dette beløb hedder et boslodskrav.
Bodelingsaftalen skal indeholde fastlæggelsen af boslodskravet, hvornår det skal betales og hvilken forrentning, der skal ske, hvis beløbet ikke bliver betalt i tide.
Tvangsfuldbyrdelsesklausul
Selvom I har lavet en aftale om boslodskravet og eventuel forrentning ved for sen betaling, anbefales det, at en bodelingsaftale indeholder en tvangsfuldbyrdelsesklausul.
Bodelingsaftalen skal være så klart og præcist formuleret, at aftalen kan håndhæves og tvangsfuldbyrdes af fogeden, hvis den ikke overholdes.
Underskrift og dato
Endelig skal aftalen underskrives af begge ægtefæller og dateres.
---oooOooo---
Hos PrivatretsAdvokaterne er vi specialiseret i bodeling ved separation og skilsmisse. Vi hjælper gerne med udarbejdelse af den bodelingsaftale, I selv er blevet enige om, eller bistår med dialogen med din ægtefælle og dennes advokat.
For at begge ægtefæller har fuldt overblik over konsekvenserne ved en bodelingsaftale og en konkret bodeling, bør ægtefællerne hver især gennemgå den påtænkte bodelingsaftale med en fagkyndig, for eksempel en advokat og/eller en revisor.
Vi kan således ikke repræsentere begge ægtefæller under en bodeling. Den ægtefælle, vi ikke repræsenterer, vil derfor altid blive opfordret til at søge selvstændig juridisk rådgivning.
Ved et dødsfald, er det ofte naturligt, at det er den afdødes nærmeste familie – f.eks. samlever, ægtefælle ...»
Skal du have mortificeret et ejerpantebrev, skal du være opmærksom på at der er visse frister, der følger ...»
Skifteportalen er Domstolenes online platform til behandling af skiftesager, herunder dødsboer. Skifteportalen ...»
Der findes 24 retskredse i Danmark. Danmark blev i 2007 inddelt i 24 retskredse. Hver retskreds beklædes ...»