Uskiftet bo - hvorfor og hvorfor ikke den bedste løsning

Mange ægtepar har den klare opfattelse, at når den første af dem dør, skal den anden sidde i uskiftet bo.

Men ud over, at der for at sidde i uskiftet bo er et par grundlæggende krav, der skal være opfyldt, er det ikke altid den bedste løsning, at den længstlevende sidder i uskiftet bo.

Har førstafdødes særbørn accepteret at ville vente med at få arv udbetalt og givet samtykke til, at den længstlevende kan sidde i uskiftet bo, vil nogle arvinger have en – ofte ubevidst – interesse i, at den længstlevende ikke forringer deres ventende arv. Dette kan føre til nogle uhensigtsmæssige gnidninger arvingerne og den længstlevende ægtefælle imellem.

Derudover er det vigtigt, at man som længstlevende er klar over, at man ikke kan indgå ægteskab, mens man sidder i uskiftet bo. Ønsker den længstlevende ægtefælle derfor at gifte sig igen, skal fællesboet skiftes først. Når fællesboet skiftes, sker det med udgangspunkt i de værdier og aktiver, der er i boet på skiftetidspunktet, hvilket kan give den længstlevende en større økonomisk byrde, end hvis der var skiftet, da førstafdøde døde.

Endelig skal man som længstlevende ægtefælle være opmærksom på, hvilke begrænsninger der følger med et uskiftet bo.

Når man sidder i uskiftet bo, har man overtaget førstafdødes fællesformue til ”administration” for dennes livsarvinger og egen fællesformue. Formuerne bliver blandet sammen, og man udfylder som ægtefælle en formueoversigt, således at fællesboets værdier pr. dødsdagen er registreret.

Derefter er det vigtigt, at den længstlevende ægtefælle ikke misbruger det uskiftede bo. Ved misbrug tænkes der blandt andet på, at en længstlevende ægtefælle ikke må forære størstedelen af formuen til sine egne livsarvinger eller en udeforstående tredjemand og dermed begrænse førstafdødes livsarvinger deres arv.

Længstlevende må leve og fortsætte sin sædvanlige levevis og dermed – på sædvanlig og rimelig vis – bruge af fællesformuen, men den må ikke misbruges og direkte formindskes.

Derudover må længstlevende ægtefælle heller ikke tilgodese én arving frem for en anden, f.eks. må den længstlevende ikke sælge væsentlige aktiver i boet billigt til den ene arving eller til f.eks. den ene arvings børn.

Mange længstlevende ægtefæller, der sidder i uskiftet bo, er ikke opmærksomme på denne indskrænkning i råderetten og sælger – ofte i den bedste mening – eksempelvis huset til det ene barn til en billigere pris, eller giver større gaver til kun den ene gren af familien. Men uvidenheden om reglerne ændrer ikke på, at hvis der er sket en ikke-uvæsentlig forringelse af fællesboet, vil arvingerne have ret til at søge dispositionerne ændret og tilbageført til fællesboet.

---oooOooo---

Advokat Mette Beck Kofoed anbefaler derfor, at ægtefæller kraftigt overvejer om, et testamente til fordel for den længstlevende ægtefælle - eventuelt suppleret af en ægtepagt – ikke i højere grad kan dække ægtefællernes behov for at sikre hinanden bedst muligt. Har en ægtefælle derudover et ønske om at sikre f.eks. egne livsarvinger, kan dette ske i et gensidigt testamente, hvor arvingernes arv bestemmes, også hvis det er den anden ægtefælle, der måtte blive den længstlevende.

Hos Privatretsadvokaterne rådgiver vi både klienter ved oprettelse af testamente og ægtepagt, og vi bistår den længstlevende ægtefælle i beslutningen om, hvorvidt fællesboet skal skiftes, eller om den længstlevende skal sidde i uskiftet bo. Du er velkommen til at kontakte os for en uforpligtende telefonisk drøftelse om din konkrete situation. Tlf. 4523 0020.

Ønsker du herefter yderligere bistand og rådgivning, inviteres du typisk til et møde på vores kontor i Lyngby, hvor vi gennemgår dine ønsker, behov og muligheder, så du er godt klædt på til beslutningen.