Uskiftet bo - forbrug eller misbrug?

Når en ægtefælle dør, vælger den længstlevende ægtefælle ofte at sidde i uskiftet bo.

Det betyder i korte træk, at den længstlevende indtræder i den afdødes delingsformue/bo, og at arven til afdødes livsarvinger udskydes, indtil det uskiftede bo skiftes.

Uskiftet bo kan sagtens give mening i nogle tilfælde, men da den længstlevende overtager hele afdødes delingsformue inklusiv gælden, kan der være en økonomisk risiko forbundet med et uskiftet bo. Derudover er det kun afdødes delingsformue, der kan siddes i uskiftet bo med. Har afdøde særbørn, skal disse give tilladelse til, at længstlevende kan overtage fællesboet til uskiftet bo. Fællesbørn har derimod ikke umiddelbar mulighed for at modsætte sig et uskiftet bo.

Læs mere om fordelene og udfordringerne ved uskiftet bo her.

Men når længstlevende har besluttet at sidde i uskiftet bo, er der visse begrænsninger og restriktioner, som længstlevende og afdødes arvinger skal være opmærksomme på.

Længstlevende har ved uskiftet bo rådigheden og råderetten over hele fællesboet. Længstlevende skal naturligvis kunne opretholde sin tilværelse og kan derfor bruge af formuen. Længstlevende må bruge, men ikke misbruge.

Spørgsmålet om, hvorvidt en længstlevende ægtefælle misbruger eller har misbrugt det uskiftede bo, har været genstand for domstolspraksis flere gange. Arveloven beskriver i § 29, stk. 2, hvad der skal forstås ved misbrug.

”Som misbrug af rådighed over boet betragtes navnlig uforsvarlige spekulationsforretninger, urimeligt forbrug, tegning af en uforholdsmæssig stor pensions- eller forsikringsordning og ydelse af gaver eller andre begunstigelser, der står i misforhold til det uskiftede bos formue.”

Der er tale om konkret vurdering hver gang – både i forhold til ægtefællernes tidligere levevis, formuens størrelse, dispositionernes art og det resterende bos størrelse.

Rådighed over arv ved testamente

Længstlevende kan ifølge arvelovens regler ikke testamentere over en større del af boets formue end den del af det uskiftede bo, som ved længstlevendes død falder i arv efter denne. Dertil kan der dog være yderligere begrænsninger, hvis ægtefællerne ved fællestestamente sammen havde truffet bestemmelse om arvens fordeling efter længstlevende.

Længstlevende kan f.eks. ikke fjerne afdødes særbørn fra testamentet, efter at afdøde er død. Dette gælder, uanset om længstlevende sidder i uskiftet bo, eller der er skiftet. Hvis ægtefællerne sammen har lavet et fællestestamente, og der er lavet en fælles aftale om arvens fordeling ved længstlevendes død, er længstlevende bundet heraf, med mindre ægtefællerne specifikt har aftalt, at længstlevende kan ændre på fordelingen for begge ægtefællers arvelod.

Gaver

Længstlevende må naturligvis gerne give gaver, men også her er der visse restriktioner, som længstlevende skal være opmærksom på. Længstlevende må ikke tilgodese f.eks. en eller nogle af arvingerne frem for andre arvinger.

Der sker nogle gange det, at længstlevendes kontakt til afdødes særbørn bliver mindre, efter at afdøde er gået bort, og at længstlevende – enten bevidst eller ubevidst – kommer til at tilgodese ”sine egne” arvinger.

Advokat Mette Beck Kofoed har for nylig haft en konkret sag, hvor en mor med to voksne sønner havde overgivet den ene søn den andelsbolig, hun boede i, og som hun skulle flytte fra for at komme på plejehjem. Der var uden tvivl tale om en hengivenhed fra morens side, da hun ikke skulle bruge lejligheden, og sønnen gerne ville overtage den. Overdragelsen blev ordnet sådan, at sønnen overtog lejligheden og den gæld, der var i lejligheden.

Gælden i lejligheden var imidlertid ikke så høj, hvorfor overdragelsen indeholdt et større gaveelement. Boets formuen bestod primært i friværdien i lejligheden, og moren sad i uskiftet bo efter sin ægtefælle, sønnernes far.

Da moren afgik ved døden, gjorde den anden søn indsigelser overfor overdragelsen/gaven, og da der ikke var uenighed om, at overdragelsen havde forringet boets formue væsentligt, skulle den søn, der havde modtaget gaven, betale godtgørelsen tilbage til boet.

Ved mistanke om misbrug

Hvis førstafdødes arvinger – uanset om der er tale om fælles- eller særbørn – kan bevise, at længstlevende misbruger det uskiftede bo, f.eks. ved at have givet gaver /arveforskud, der formindsker boet formue væsentligt, skal den længstlevende ægtefælle skifte med den/disse arvinger. Er det kun en del af førstafdødes arvinger – f.eks. et eller to særbørn – der redegør for misbruget, er det kun disse arvinger der skal skiftes med.

Det er vigtigt at holde sig for øje, at arvinger, der ønsker at gøre misbrug gældende, skal overholde de i arveloven fastsatte tidsfrister, både i de tilfælde hvor misbruget opdages i længstlevendes levende live og i de tilfælde, hvor misbruget først opdages, efter at længstlevende er afgået ved døden.

---oooOooo---

Hos PrivatretsAdvokaterne hjælper vi dig gerne, hvis du har behov for juridisk bistand – både i form af rådgivning om hvorvidt det er den rette løsning for dig at sidde i uskiftet bo efter din ægtefælle, rådgivning af hvorvidt en disposition må betragtes som misbrug af det uskiftede bo, og i forbindelse med skifte af det uskiftede bo ved længstlevendes levende live og/eller død.

Du er velkommen til at kontakte os for en uforpligtende telefonisk drøftelse på tlf. 45230020.

Ønsker du efter samtalen vores bistand, afregner vi vores tidsforbrug i henhold til vores almindelige timesats.