Proklama - anmeldelse af krav

Når en person dør, skal der skabes overblik over både formue og gæld. Før arven kan fordeles, skal man vide, om afdøde skyldte penge – og til hvem. Derfor indrykkes der proklama.

Et proklama er en offentlig bekendtgørelse i tidsskriftet Statstidende, hvor alle, der mener at have et tilgodehavende hos eller for afdøde, bliver opfordret til at anmelde deres krav/ tilgodehavende inden 8 uger. Formålet er at samle alle krav ét sted og sætte en klar frist, så boet kan blive gjort op på et ordentligt grundlag.

Der skal indrykkes proklama, når et dødsbo skiftes. Det gælder både ved privat skifte, forenklet privat skifte og ved bobestyrer boer. Der indrykkes også proklama i uskiftet bo, for at den efterlevende ægtefælle, har et overblik over afdødes formue, som ægtefællen overtager.

Kun i de helt små boer – hvor boet behandles som boudlæg – indrykkes der ikke proklama, for sådanne boer bliver ikke ”skiftet”, men ”udlagt”. Her er formuen så begrænset, at der efter betaling af rimelige begravelsesudgifter, omkostninger ved boets behandling og særligt sikret gæld ikke er midler til almindelige kreditorer. I 2026 er grænsen 55.000 kr. I den situation ville et proklama blot skabe forventninger om betaling, som ikke kan indfries.

Proklamaet indrykkes én gang i Statstidende. Hvis afdøde havde kendte kreditorer i udlandet, skal de have særskilt besked samtidig med offentliggørelsen, og fristen løber da fra afsendelsen af meddelelsen.

Når proklamaet er offentliggjort, har kreditorerne 8 uger til at anmelde deres krav via domstolenes Skifteportal. Overholder en kreditor ikke fristen, mister vedkommende som altovervejende hovedregel, retten til at få dækket sig krav i boet. Det kaldes præklusion. Det gælder også, selv om arvingerne eller bobestyreren var bekendt med gælden. Det er ikke nok, at kravet fremgår af afdødes papirer eller der lægges et brev i afdødes postkasse – kreditor skal selv reagere og anmelde kravet digitalt via Skifteportalen.

Præklusionen rammer bredt. Den omfatter ikke kun forfaldne krav, men også krav, der først forfalder senere. Hvis afdøde for eksempel havde drevet selvstændig virksomhed, vil et muligt erstatningskrav som udgangspunkt bortfalde, hvis det ikke anmeldes inden fristen – også selv om skaden først viser sig senere.

Der findes dog undtagelser. Hvis et krav efter dødsfaldet er fremsat skriftligt og faktisk er kommet frem til boet inden fristens udløb, kan det i visse tilfælde være beskyttet, selv om det ikke er anmeldt via skifteportalen. Det kan for eksempel være en regning, som er sendt uden kendskab til dødsfaldet, men som når frem i tide. Her vil det kunne virke urimeligt at lade kravet bortfalde. Det er dog kreditor, der skal bevise, at kravet er kommet frem rettidigt.

Derudover er der en række krav, som ikke bortfalder ved manglende anmeldelse. Det gælder blandt andet panterettigheder og anden gyldig sikkerhed, tinglyste udlæg, ejendomsforbehold og tilbageholdsret. Også krav på arv og legat samt visse skatte- og afgiftskrav falder uden for præklusionen, og skal ikke anmeldes via Skifteportalen

Et proklama er derfor en vigtig del af behandlingen af et dødsbo. Det skaber klarhed over, hvilke krav der findes, og giver arvingerne tryghed for, at der ikke senere dukker uventede krav op. Når fristen er udløbet, kan boets arvinger skabe sig et overblik over boets formue og gæld, og det kan konkluderes om boets formue overstiger gælden eller om boets gæld overstiger formuen, og boet må behandles efter reglerne om insolvente dødsboer.

Anmeldt gæld skal derfor først betales, når proklamafristen er udløbet og der er overblik over boets formue og gæld.

                                                                    oooOooo

Hos Privatretsadvokaterne hjælper vi med behandling af dødsboer og håndtering af proklama og anmeldte krav via Skifteportalen.

Står du med et dødsbo, hvor du har behov for juridisk rådgivning eller bistand til behandling af boet, er du velkommen til at kontakte os for hjælp på tlf. 45230020 eller sende os en mail.

 

 

Velkommen

Log ind med din email