Et privat skifte betyder, at arvingerne selv står for behandlingen af afdødes bo uden en bobestyrer.
Det kræver enighed blandt arvingerne, at boet er solvent, og at mindst én arving kan betale sine forpligtelser. Under et privat skifte håndterer arvingerne selv betaling af boets gældsposter, arvingerne realiserer og fordeler selv boets aktiver og skal selv sørge for, at de korrekte opgørelser bliver sendt til skifteretten i tide. Det er ikke ualmindeligt, at arvingerne vælger at have en advokat med i processen ved det private skifte, enten til håndtering af boets eller som rådgiver undervejs og til at udarbejde de nødvendige opgørelser til retten mv.
Et bobestyrerbo administreres af en bobestyrer, typisk en advokat udpeget af skifteretten eller bestemt af afdøde i dennes testamente.
Dette sker, hvis arvingerne er uenige, hvis boet er insolvent, eller hvis afdøde har bestemt denne behandlingsform i sit testamente.
Bobestyreren varetager afviklingen af boet, betaling af boets gæld og fordeling arv efter gældende regler.
Forskellen ligger altså i, hvem der styrer processen – arvingerne selv eller en professionel.
Et privat skifte er ofte billigere og hurtigere at gennemføre. Der er dog situationer, hvor et privat skifte ikke kan gennemføres, hvis f.eks. boets aktiver ikke er afviklet eller udlagt i arv inden 12 måneders fristen for dødsfaldet.
Nedenfor finder du en guide til de processer, frister og opgørelser, der skal sendes til skifteretten under et privat skifte.
Kan boet skiftes ved privat skifte ?
For at kunne gennemføre et privat skifte skal følgende krav opfyldes:
- Arvingerne skal være enige om at skifte boet privat.
- Boet skal være solvent, det vil sige, at der er flere aktiver end gældsposter.
- Mindst én arving skal være solvent (kunne betale sine regninger).
- Afdøde må ikke have udelukket privat skifte i sit testamente.
- Skiftet skal kunne foregå forsvarligt, så der ikke er risiko for rod eller konflikter.
Sådan forløber et privat skifte
1. Dødsanmeldelse:Dødsfaldet anmeldes til kirkekontoret, som videregiver oplysninger til skifteretten. Dette sker ofte af bedemanden eller af hospitalet.
2. Skifteretten kontakter arvingerne: De får besked om, hvordan de kan skifte boet.
3. Anmodning om privat skifte: Arvingerne udfylder en formular og sender den til skifteretten sammen med en erklæring om, at boet er solvent. Der betales en afgift på 1.500 kr.
Hvis arvingerne ikke ønsker at vente på, at de bliver indkaldt til skifteretten – og er arvingerne sikre på hvem der skal arve og at privat skifte ikke er udelukket ved testamentet, kan arvingerne rette direkte henvendelse til skifteretten før de er blevet kontaktet af skifteretten og bede om boet udlagt til privat skifte.
Der skal udpeges en kontaktperson – dvs. den person, som kommunikerer med skifteretten, boets kreditorer og banker m.fl. på vegne af alle arvingerne. Dette er enten en af arvingerne, eller den advokat, der bistår arvingerne med boets behandling.
Kontaktpersonen skal have skiftefuldmagter fra samtlige arvinger, for at kunne repræsentere boet overfor skifteretten og andre.
4. Proklama i Statstidende: Skifteretten indrykkes en meddelelse om dødsfaldet, så kreditorer kan gøre krav på deres penge. Kreditorerne har 8 uger til at melde sig. Anmeldelse af krav skal altid ske via domstolenes digitale platform for dødsboer, Skifteportalen.
5. Arvingerne styrer boet: Arvingerne skal – når de 8 uger er gået – sørge for, at betale afdødes gæld, sælge afdødes aktiver om nødvendigt og fordele arven i mellem sig, eller i henhold til testamentet.
Det tilrådes, at arvingerne ikke påbegynder at dele boet eller betale afdødes gæld, før efter udløbet af de 8 uger, da arvingerne først herefter har et reelt overblik over, om boet er solvent eller insolvent. Vi ser boet sig at være insolvent, skal boet leveres tilbage til skifteretten, som herefter vil udpege en bobestyrer til at afvikle det insolvente dødsbo.
6. Åbningsstatus: Senest 6 måneder efter dødsfaldet skal der sendes en oversigt over boets aktiver og gæld til skifteretten, denne opgørelse kaldes Åbningsstatus.
Åbningsstatus sendes til skifteretten, som herefter sender en kopi til Skattestyrelsen. Skattestyrelsen vil herefter påse, om boets værdioptegnelse stemmer nogenlunde overens med afdødes skattemappe, samt undersøge om der er behov for at ændre afdødes skatteopgørelser for tidligere dødsår. Henholdsvis skifteretten og Skattestyrelsen har 3 måneder til at kommentere på åbningsstatus.
7. Boopgørelse: Boet skal afsluttes senest 12 måneder efter dødsfaldet. Det vil sige, at alle forhold i boet skal være afsluttet inden denne frist, eventuelle værdipapirer skal være udlagt, ejendomme skal være solgt og handlen skal være helt afsluttet, virksomheden skal være afviklet mv.
Senest 3 måneder efter boets afslutning skal arvingerne sende en boopgørelse til skifteretten. Boopgørelsen er en oversigt over boets behandling under det private skifte. Når skifteretten har modtaget boopgørelsen, sendes der en kopi til Skattestyrelsen, som her laver en vurdering af, om Skattestyrelsen er enig i værdiansættelserne i boet.
Er boet skattepligtigt, skal der tillige fremsendes en boselvangivelse for boets skattemæssige indkomst og redegørelse herfor.
8. Betaling af bo-og tillægsboafgift mv. Når både skifteretten og Skattestyrelsen har godkendt den fremsendte boopgørelse, fremsender skifteretten en opkrævning på boets afgifter, dvs. bo- og evt. tillægsboafgift, samt supplerende skifteretsafgift. Er boet skattepligtigt, vil Skattestyrelsen have fremsendt en opkrævning på boskatten.
9. Afslutning af boet. Når skifteretten og evt. Skattestyrelsen har modtaget indbetaling af boafgifterne og boskatten, fremsender skifteretten en afsluttende skrivelse, hvor boet erklæres for endeligt afsluttet.
Hjælp til privat skifte
Et privat skifte kan være komplekst, så det kan være en god idé at få hjælp fra en advokat. En specialist kan sikre, at regler og frister overholdes, og at alt går glat. Hos
PrivatretsAdvokaterne har vi stor erfaring indenfor dødsbobehandling og behandling af privat skifte og rådgivning af arvinger under et privat skifte.
Hvis du ønsker at høre mere om hvordan vi kan bistå med boets behandling, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 45230020 eller pr. mail advokat@privatretsadvokaterne.dk for en kort uforpligtende drøftelse.
PrivatretsAdvokaterne afregner efter anvendt tid med en timepris på DKK 2.700 inkl. moms.
Et dødsbo er underlagt visse frister og krav om indlevering af forskellige opgørelser. Du kan her se ...»
Et privat skifte betyder, at arvingerne selv står for behandlingen af afdødes bo uden en bobestyrer. Det ...»
Et dødsbo er betegnelsen for alle de ejendele, aktiver og gældsposter, som en afdød person har, når de ...»
Dødsbobehandling er det ord, der beskriver den proces og behandling et dødsbo følger under et skifte. Bobehandlingen ...»