Børnetestamente

Det er ikke en rar tanke at forestille sig, at man som forældre ikke vil følge sine små børns opvækst.

Imidlertid ønsker de fleste forældre at have indflydelse på, hvem der i givet fald skal have forældremyndigheden og drage omsorg for barnet, hvis uheldet er ude, og barnet mister sine forældre.

I gamle dage sagde man, at barnets gudmor fik barnet, hvis forældrene gik bort. Dette har imidlertid ingen juridisk betydning.

Med et børnetestamente kan man skriftligt tilkendegive, hvem man ønsker skal have forældremyndigheden over børnene. Et børnetestamente er ikke et bindende juridisk dokument og er ikke underlagt samme registrerings- og formkrav som et almindeligt testamente.

Der er i stedet tale om et dokument, hvor den ene eller begge forældre skriftligt giver udtryk for deres ønsker og vurdering af, hvem der bedst er egnet til at kunne tage vare på barnet, hvis forældrene ikke længere er der.

Det er Familieretshuset, der træffer beslutningen om, hvem der får tildelt forældremyndigheden, og hvor barnet/børnene skal bo, hvis en forælder går bort. Et børnetestamente vil indgå i Familieretshusets vurdering, men Familieretshuset er ikke bundet af tilkendegivelsen.

Familieretshusets beslutning om forældremyndigheden sker på baggrund af en vurdering af, hvad der er bedst for barnet. Med mindre den efterlevende forælder boede sammen med barnet, indhentes oplysninger om barnet og forældremyndighedsansøgerne. Alt efter barnets alder og modenhed, kan barnets eget ønske inddrages i vurderingen.

Ved fælles forældremyndighed

Afgår den ene forælder ved døden, mens barnet er mindreårigt, vil den efterlevende forælder som udgangspunkt altid få tildelt forældremyndigheden over barnet, og bor den efterlevende forælder sammen med barnet, vil denne automatisk få forældremyndigheden alene.

Bor den efterlevende forælder imidlertid ikke sammen med barnet, kan andre end barnets forældre anmode om, at forældremyndigheden bliver tildelt dem.

Hvis den afdøde forælder har forældremyndigheden alene

Står barnet uden en forældremyndighedsindehaver, kan den efterlevende forælder ligesom andre omsorgspersoner i barnets omgangskreds anmode om at få forældremyndigheden tildelt. Familieretshuset indhenter i den forbindelse oplysninger om barnet, typisk via bopælskommunen, og oplysninger på de respektive ansøgere.

Afgørelsen træffes igen ud fra, hvad der er bedst for barnet, og det er særligt i sådanne tilfælde, at et børnetestamente vil blive inddraget. Det samme er tilfældet, hvis begge forældremyndighedsindehavere afgår ved døden samtidigt.

Hvis forældremyndighedsindehaveren har gjort sig konkrete overvejelser om, hvem der bedst vil kunne drage omsorg for og påtage sig forældremyndigheden over barnet, vil Familieretshuset lade en sådan tilkendegivelse indgå som en del af overvejelserne.

Sådan gør du

I børnetestamentet har man som forældre mulighed for selv at give sine ønsker til kende, ligesom man har mulighed for at begrunde sine ønsker. Ud over at Familieretshuset derved får en større indsigt i barnets hverdag og omgangsforhold, kan man også undgå konflikter mellem de efterladte familiemedlemmer.

Et børnetestamente er som nævnt ikke et juridisk bindende dokument - og der er derfor ikke formkrav til dokumentet. Det kan udarbejdes som et selvstændigt dokument, som underskrives med dato – eller det kan indskrives i et testamente, hvor beslutning om arvens fordeling i øvrigt bestemmes.

Et almindeligt testamente oprettes sædvanligvis for notaren, idet notaren opbevarer en genpart af testamentet, og det kommer automatisk frem ved dødsfald. Det samme kan man gøre ved et børnetestamente.

---oooOooo---

Hos PrivatretsAdvokaterne er vi eksperter i testamenter og børnetestamenter, og du er altid velkommen til at ringe til os på telefon 45 23 00 20 for en uformel og uforpligtende drøftelse vedrørende oprettelse af et børnetestamente.

Mette Beck Kofoed

Advokat

45 23 00 20
eller jeg kan kontakte dig senere
Ring mig op

Hvem hæfter overfor bedemanden ?

Ved et dødsfald, er det ofte naturligt, at det er den afdødes nærmeste familie – f.eks. samlever, ægtefælle ...»

Nye takster for gave og arv - 2024

Nye takster med årsskiftet       Ved hvert årsskifte bliver takster og beløbsgrænser reguleret. Beløbsgrænserne ...»

Skifteret

Skifteret Hver af landets 24 byretter, har sin egen skifteret.  En skifteret håndterer sager om økonomiske ...»

Suppleringsarv

Suppleringsarv Når en ægtefælle dør, har den anden ægtefælle som udgangspunkt altid ret til tvangsarv. ...»

Vestre landsrets dom om 15% reglen i værdiansættelsescirkulæret

    VESTRE LANDSRET DOM afsagt den 8. september 2023               BS-20774/2022-VLR (13. ...»

Skifterettens kompetence til at behandle bo efter svensk statsborger

HØJESTERETS KENDELSE afsagt fredag den 15. november 2019 Sag 158/2018 A, B og C (advokat Johan Hartmann ...»

Vi er medlemmer af