Bør man lave testamente, når man er gift?

”Testamente, nej vi er jo gift !”

Det er ofte svaret, når man spørger ind til, om ægtefæller med børn har sikret hinanden ved testamente.

Men er ægteskabet i sig selv nok til at sikre din ægtefælle, når du er død?

 

Ægtefæller uden børn

Ægtefæller uden børn, arver automatisk hinanden. Er der ikke oprettet et testamente, arver den længstlevende ægtefælle det hele.

 

Ægtefæller med fælles børn

Børn og ægtefæller er legale arvinger – dvs. at de har ret til at arve deres tvangsarv.

Tvangsarven udgør ¼ af hele boet. Man kan derfor ved testamente bestemme over ¾ af ens formue, hvis man har ægtefælle og/eller børn.

Har man ikke oprettet et testamente, deles hele arven imellem tvangsarvingerne – i dette tilfælde, ægtefællen og børnene.

Ægtefæller har ret til halvdelen af tvangsarven, og børnene må herefter deles den resterende halvdel.

 

Eksempel 1

Ægtefæller med 2 fællesbørn. Deres væsentligste formue er deres fælles hus, hvor friværdien er 900.000 kr. og fællesbankkonti hvor der står 500.000 kr. Samlet formue i alt 1.400.000 kr. Ægtefællerne har ikke oprettet ægtepagt og ejer derfor deres respektive formuer i delingsformue. Da manden er død, skal hans dødsbo fordeles. Mandens dødsbo udgør halvdelen af den fælles formue - i alt 700.000 kr.

Da parret ikke har lavet et testamente, skal arven fordeles imellem hustruen og de to fællesbørn.

Hustruen arver halvdelen af mandens formue                                                         350.000 kr.

Børnene arver tilsammen den resterende halvdel, til lige deling                                350.000 kr.

Hustruen har dermed udtaget sin egen andel af fællesformuen på 700.000 kr. og arv fra manden 350.000 kr., i alt 1.050.000 kr.

Af de likvide midler – bankindestående – skal der udbetales 350.000 kr. til børnene.

 

Mange vil nok argumentere, at hustruen jo bare skal sidde i uskiftet bo, så slipper hun for at skulle skifte med børnene. Men uskiftet bo er sjældent løsningen på den lange bane.

Hvis parret ikke er særlig gamle, er sandsynligheden for, at den længstlevende af dem finder en ny partner og ønsker at indgå ægteskab igen, relativt stor. Et uskiftet bo skal skiftes inden man indgår nyt ægteskab, og hvis formuen er blevet større i den mellemliggende periode, skal den længstlevende dele denne værdistigning med børnene efter samme fordelingsnøgle som i eksempel 1 – dvs. 50% af dødsboet til børnene til deling og 50% til hustruen. Derudover begrænser et uskiftet bo den længstlevende ægtefælle i råderetten, da man ved et uskiftet bo ikke må misbruge boets midler.

Ægtefæller med særbørn

I mange familier er situationen den, at den ene eller begge ægtefæller har børn fra tidligere forhold, såkaldte særbørn.

Hvis den ægtefælle, der er død, havde særbørn, har den længstlevende ægtefælle ikke ret til at sidde i uskiftet bo med delingsformuen. Det vil derfor kræve særbarnets/særbørnenes accept.

 

Fordelingen efter den afdøde ægtefælle er det samme som i eksempel 1 – hvis det er den ægtefælle med særbørn, der er død.

 

Ægtefæller med sær- og fællesbørn

I ægteskaber, hvor der både er sær- og fællesbørn, kan både børnene og den længstlevende ægtefælle komme i klemme, hvis der ikke er taget højde for, at den ”forkerte” ægtefælle dør først.

Hvis den ægtefælle, der er død, både havde fællesbørn og særbørn, vil den længstlevende ægtefælle heller ikke her have mulighed for at sidde i uskiftet bo med afdødes særbørn uden deres udtrykkelige samtykke.

Børnene arver udelukkende deres ”egne” forældre, og hvis parret ønsker at ligestille børnene arveretligt, skal det ske ved testamente.

Eksempel 2

Ved ægteskabets indgåelse havde manden 2 børn fra sit tidligere ægteskab. Mandens tidligere hustru var død, og børnene havde fået et nært forhold til mandens nuværende hustru. Sammen har hustruen og manden fået 1 barn. De tre børn er nogenlunde jævnaldrene – således at der kun er 5 år mellem den ældste og det yngste barn – fællesbarnet. Ægtefællerne har ikke oprettet ægtepagt eller testamente. Deres samlede formue er i alt 2.000.000 kr., som fordeler sig med 800.000 kr. i friværdi i boligen, 400.000 kr. i bankindestående, 800.000 kr. i mandens virksomhed.

Arven efter manden – hvis formue udgør 1.000.000 kr. - skal fordeles med halvdelen til hustruen og den resterende del af arven, skal deles ligeligt imellem mandens tre børn.

Hustruen ønsker at videreføre mandens virksomhed, og for at børnenes arv kan udredes, skal hun fremskaffe 500.000 kr. i likvide midler til børnenes arv.

Når hustruen efterfølgende er død, vil arven efter hustruen – som i dette eksempel ikke har oprettet testamente eller giftet sig igen – alene gå til fællesbarnet. De to særbørn – som hustruen har bibeholdt den tætte kontakt og tilknytning til, og som de anser for deres mor, arver ikke efter hustruen.

 

Men hvordan sikrer man sig, at arven bliver delt rigtigt?

Uanset om man har fællesbørn, særbørn eller begge dele, bør man overveje hvordan, hvem, hvor meget og hvornår ens børn og ægtefælle skal arve. Der kan være mange hensyn, der skal tages og ofte flere hensyn på samme tid,

-          Ønsket om at sikre, at den længstlevende af ægtefællerne kan opretholde sin levestandard og formue mest muligt,  

-          Ligestilling af sær- og fællesbørn,

-          Begrænsning af én arvings arv,

-          Generationsskifte af en virksomhed, og/eller

-          Særbørns arveret efter den anden ægtefælles død, hvis denne bliver den sidste til at dø, mv.

Med et testamente kan man bestemme over ¾ af ens egen formue – den såkaldte friarv.

Hvis vi tager udgangspunkt i eksempel 1, lader vi ægtefællerne oprette et testamente til fordel for den længstlevende af dem.

 

Eksempel 3

Ægtefæller med 2 fællesbørn. Formuen på 1.400.000 kr. er fordelt med 900.000 kr. i friværdi i boligen og bankindestående med 500.000 kr. Ingen ægtepagt. Alle aktiver i lige sameje. Da manden er død, skal hans dødsbo fordeles. Mandens dødsbo udgør halvdelen af den fællesformue - i alt 700.000 kr.

I testamentet har ægtefællerne bestemt, at børnenes arv skal begrænses til tvangsarven, og at den længstlevende af dem skal arve mest muligt.

Tvangsarven – ¼ af 700.000 kr. – i alt 175.000 kr.

Halvdelen af tvangsarven tilfalder hustruen – 87.500 kr.

Børnene arver den resterende halvdel af tvangsarven, til lige deling - 87.000 kr.

Friarven – ¾ af 700.000 kr. – i alt 525.000 kr. tilfalder hustruen i henhold til testamentet.

Hustruen har herefter udtaget sin egen andel af fællesformuen på 700.000 kr. og arv fra manden på hhv. 87.500 kr. og 525.000 kr., i alt 1.312.500 kr.  

 

Hvis ægtefællerne ønsker at forøge den længstlevende ægtefælles – f.eks. hustruens arv - yderligere, kan testamentet suppleres med en ægtepagt, hvorefter mandens formue – hvis manden dør som den først af dem – skal forblive som delingsformue, hvorimod den længstlevendes formue – her hustruens – skal blive fuldstændigt særeje ved mandens død som den første.

På den måde beholder hustruen sin formue som særeje men modtager stadig boslod fra manden, inden dødsboet fordeles, således:

 

Eksempel 4

Samme udgangspunkt som i eks. 3, men med ægtepagt om ægtefællebegunstigende kombinationssæreje.

Henholdsvis mandens og hustuens formue udgør 700.000 kr. Da hustruens formue ved mandens død bliver fuldstændigt særeje, skal hustruens formue ikke deles med mandens bo. Mandens formue er derimod delingsformue, og hustruen får halvdelen i boslod, i alt 350.000 kr.

Dødsboet til fordeling er herefter kun 350.000, som fordeles

Tvangsarven – ¼ af 350.000 kr. – i alt 87.500 kr.

Halvdelen af tvangsarven tilfalder hustruen – 43.750 kr.

Børnene arver den resterende halvdel af tvangsarven, til lige deling – 43.750 kr.

Friarven – ¾ af 350.000 kr. – i alt 262.500 kr. tilfalder hustruen i henhold til testamentet.

Hustruen har herefter udtaget sit eget særeje på 700.000 kr., boslod fra manden kr. 350.000, og arv fra manden på hhv. 43.750 kr. og 262.500 kr., i alt 1.356.250 kr. 

 

Hvis manden havde særbørn og ønskede at sikre sig, at særbørnene ikke bliver glemt, når hustruen efterfølgende er død, skal parterne oprette et gensidigt testamente, hvor hustruen indsætter mandens særbørn til at arve efter hende. For at sikre at hustruen ikke ændrer denne bestemmelse, når manden er død, skal muligheden for at ændre testamentet efter førstafdødes død begrænses i testamentet.

 

Stod ægtefællerne derimod i den situation, at familievirksomheden skulle videreføres af én af arvingerne, kan et testamente og en ægtepagt og sørge for, at arven fordels på en sådan måde, at ”den rigtige” arving arver en stor nok andel til at kunne overtage og videreføre virksomheden. Hvis det er ønsket, må et gennemarbejdet og velforberedt generationsskifte ligeledes anbefales – for der kan være store penge at spare ved rettidig omhu.

oooOooo

Hos PrivatretsAdvokaterne er vi specialister inde for arveplanlægning, og vi rådgiver jer om jeres muligheder ud fra jeres behov og ønsker. Vi specialiserer os særligt i rådgivning af virksomhedsejere og rådgiver om et succesfuldt generationsskifte.

Hvis I er interesserede i at høre mere om jeres muligheder, er I velkomne til at kontakte os for en uforpligtende snak på tlf. 45 23 00 20.