Forrige
Næste

Fremtidsfuldmagt

En fremtidsfuldmagt er en fuldmagt, der regulerer fremtidige forhold.

Fremtidsfuldmagtsreglerne trådte i kraft den 1. september 2017 og ud over, at det giver fuldmagtsgiver en selvstændig mulighed for at bestemme, hvem der skal varetage dennes personlige og/eller økonomiske interesse, giver det også omverden et hurtigere og bedre overblik over, hvem der er bemyndiget til at kunne handle på en persons vegne og i hvilket omfang.

En fremtidsfuldmagt er en offentligt registreret fuldmagt, som er tiltænkt som et alternativ til værgemålsreglerne efter værgemålsloven, der først kan iværksættes, når personen er kandidat til værgemål, og således ikke selv har muligheden for at bestemme noget. Værgemålsprocessen er typisk en tidsmæssigt lang proces, hvori mod hensigten med fremtidsfuldmagter er, at de skal være hurtigere at få sat i kraft.

Ved oprettelse af en fremtidsfuldmagt får fuldmagtsgiver muligheden for selv at beslutte, hvem man ønsker skal varetage ens interesser – personligt og/eller økonomisk - i tilfælde af at man ikke længere selv kan, f.eks. som følge af sygdom, ulykke, svækket mental tilstand el. lign.

Dette kan have stor betydning både i private sammenhænge, men også særligt i de situationer, hvor en virksomhedsejer pludselig - midlertidigt eller permanent - bliver ude af stand til at varetage egne og dermed også virksomhedens interesser. De beslutninger, der er nødvendige for at sikre virksomhedens daglige drift, kan typisk ikke tåle at skulle afvente Familieretshusets færdigbehandling af en værgemålssag, der kan tage op til 6 måneder. Familieretshusets sagsbehandlingstid for iværksættelse af en fremtidsfuldmagt forventes at være hurtigere og mere ligetil, hvilket kan have stor betydning for en eksisterende virksomhed.

På det private område kan en ansøgning om f.eks. plejehjemsplads, anke af en offentlig afgørelse og lignende typisk heller ikke tåle en unødig udskydelse.

Fremtidsfuldmagten registreres i Fremtidsfuldmagtsregistreret, der administreres af Familieretshuset. Det er også Familieretshuset, der efter anmodning kan sætte fuldmagten i kraft, hvis betingelserne herfor anses for opfyldt.

Omfanget af fremtidsfuldmagten

Fuldmagtsgiver fastsætter selv omfanget af fremtidsfuldmagten, herunder om fuldmagten skal omfatte personlige og/eller økonomiske forhold og i hvilket omfang.

En fremtidsfuldmagt med bemyndigelse til at træffe beslutning om en fuldmagtsgivers personlige forhold kan blandt omfatte ansøgninger om offentlige hjælpeforanstaltninger, valg af plejehjemsplads og -placering, anmodning om aktindsigt m.v. 

En fremtidsfuldmagt om økonomiske forhold vil typisk omfatte retten til at bestyre og sælge fast ejendom, indfri lån, søge om økonomiske ydelser og repræsentere fuldmagtsgiver som arving eller kreditor m.v.

Én fuldmagt, flere fuldmægtige

En fuldmagtsgiver kan alene have ét fremtidsfuldmagtsdokument registreret.

Fuldmagten kan imidlertid indeholde beføjelser til forskellige fremtidsfuldmægtige, enten sideordnet eller ved forskellige beføjelser, ligesom der kan træffes beslutning om tredjeparts tilsynsret.

Idet der tidsmæssigt - fra fuldmagten bliver oprettet til den bliver aktuel - typisk går flere år, anbefales det, at der indsættes subsidiære fuldmægtige, for det tilfælde at den/de primære fuldmægtige ikke kan varetage hvervet alligevel.

Kriterierne for en fuldmægtig er, at fuldmagtshaver skal være fyldt 18 år og i stand til at handle fornuftsmæssigt.

Ikrafttrædelse

Ikraftsættelse af en fremtidsfuldmagt sker ved anmodning til Familieretshuset fra den/de fremtidsfuldmægtige og fuldmagtsgiver i forening. 

Indgives anmodningen af fremtidsfuldmægtigene alene skal anmodningen være drøftet med fuldmagtsgiver, og denne må ikke være imod anmodningen.

Er fuldmagtsgiver imidlertid ikke i stand til at forstå betydningen af anmodningen, kan acceptkravet fraviges.

Anmodningen skal vedlægges en lægeerklæring på en af Familieretshuset udarbejdet blanket.

Familieretshuset kan se bort fra kravet om lægeerklæring, hvis det på anden måde er godtgjort, at fuldmagtsgiver opfylder kriterierne for fuldmagtens ikraftsættelse.

Dette gælder tilsvarende, hvis anmodningen kommer fra fuldmagtsgiver selv, og denne forstår betydningen af anmodningen.

Uanset om en fremtidsfuldmagt er udstedt til fuldmagtsgivers nærmeste pårørende eller ej, skal disse underrettes, forinden anmodningen om ikraftsættelse indgives. De nærmeste pårørende har herefter en indsigelsesret over for ikrafttrædelsen af fuldmagten.

Fremtidsfuldmægtigens pligter og beføjelser

Har en fremtidsfuldmægtig accepteret at ville varetage fuldmagtsgivers interesser i henhold til fuldmagtens beføjelser, er der visse forpligtelser forbundet hermed.

Fremtidsfuldmægtigen skal i videst mulige omfang inddrage fuldmagtsgiver og dennes ægtefælle/samlever, inden der træffes beslutning om vigtige og væsentlige forhold.

Fremtidsfuldmægtigen kan ikke træffe beslutninger om forhold, hvor der kan være modstridende interesser for så vidt angår fuldmagtsgiver og fremtidsfuldmægtigen.

En fremtidsfuldmægtig med beføjelse over økonomiske forhold skal kunne dokumentere dispositioner foretaget på fuldmagtsgivers vegne.

Udgangspunktet er, at en fremtidsfuldmagt om økonomiske forhold ikke omfatter bemyndigelsen til at give gaver på vegne af fuldmagtsgiver. Dette gælder dog ikke sædvanlige gaver, der ikke står i misforhold til fuldmagtsgivers kår. Ønsker man at kunne tilgodese f.eks. sine nærmeste med gaver, der går ud over sædvanlige gaver til jul og fødselsdage, så er det vigtigt, at man overvejer, hvorvidt man ønske fortsat at kunne give gaver, og hvilke gaver en fremtidsfuldmægtig må kunne give på fuldmagtsgivers vegne.

Er der i fuldmagten indsat et tilsyn fra en navngiven tredjemand, skal tredjemand holde tilsyn med de dispositioner, der foretages på fuldmagtsgivers vegne.

Familieretshuset har ligeledes en tilsynsret over for fremtidsfuldmægtigens dispositioner og kan iværksætte en undersøgelse af forholdet. Undersøgelsen sker enten på baggrund af en henvendelse eller i tilfælde, hvor Familieretshuset på anden måde bliver bekendt med dispositioner, der strider mod fuldmagtsgivers interesser.

Oprettelse af en fremtidsfuldmagt

For at oprette en fremtidsfuldmagt skal den udarbejdes skriftligt, registreres og underskrives elektronisk i Fremtidsfuldmagtsregistreret via Tinglysningen og med MitID.

Fuldmagten skal herefter – og inden 6 måneder fra fuldmagten er oprettet i Fremtidsfuldmagtsregistreret – vedkendes for en notar. Notarpåtegningen er et gyldighedskrav, og er påtegningen ikke gennemført inden 6 måneders fristen, er fremtidsfuldmagten ikke gyldigt oprettet.

Registrering i Fremtidsfuldmagtsregistreret er gratis, hvorimod notarvedkendelsen er pålagt et gebyr på DKK 300, som afregnes direkte over for notaren.

Personer fritaget for elektronisk post kan underskrive en fremtidsfuldmagt ved personligt fremmøde hos Familieretshuset. Notarpåtegningen er i disse tilfælde ikke nødvendig. Fuldmagten skal dog fortsat registreres i tinglysningssystemet forinden fremmæde hos Familieretshuset.

 ---oooOooo---

Hos PrivatretsAdvokaterne er vi eksperter i udarbejdelse af fremtidsfuldmagter og du er altid velkommen til at ringe til os på telefon 45 23 00 20 for en uformel og uforpligtende drøftelse vedrørende oprettelse af en fremtidsfuldmagt. En fremtidsfuldmagt afregnes efter anvendt tid med gældende timesats, dog maks. DKK 6.000 inkl. moms.

Mette Beck Kofoed

Advokat

45 23 00 20
eller jeg kan kontakte dig senere
Ring mig op

Virksomhedsejer og fremtidsfuldmagt

En fremtidsfuldmagt er et dokument, som sikrer, at dine nærmeste kan hjælpe med at varetage dine interesser, ...»

Når en fremtidsfuldmagt skal sættes i kraft

  En fremtidsfuldmagt er en slags forsikring, man ikke håber kommer i spil. Skal en fremtidsfuldmagt ...»

Fremtidsfuldmagt

Fremtidsfuldmagt Fremtidsfuldmagten er en fuldmagt, som først træder i kraft den dag, personen ikke ...»

Vestre landsrets dom om 15% reglen i værdiansættelsescirkulæret

    VESTRE LANDSRET DOM afsagt den 8. september 2023               BS-20774/2022-VLR (13. ...»

Skifterettens kompetence til at behandle bo efter svensk statsborger

HØJESTERETS KENDELSE afsagt fredag den 15. november 2019 Sag 158/2018 A, B og C (advokat Johan Hartmann ...»

Vi er medlemmer af