Virksomhedsejere og særeje

Som virksomhedsejer bør man overveje, om det ikke er i både virksomhedens og familiens interesse at få ejerens andel af virksomheden gjort til dennes særeje og dermed skærmet fra de uhensigtsmæssigheder, der er ved, at virksomheden involveres i ejers personlige forhold.

For virksomheden er det naturligvis vigtigt, at virksomheden kan fortsætte uændret, uanset om en eller flere virksomhedsejere indgår ægteskab eller gennemgår en separation eller skilsmisse.

Har en ejer ikke indgået en ægtepagt om særeje af sin andel af virksomheden, vil ejeren i tilfælde af separation eller skilsmisse være forpligtet til kvantitativt at skulle svare halvdelen sin andel af virksomhedens værdi til den tidligere ægtefælle, idet udgangspunktet er, at der er delingsformue i et ægteskab.

Indgår en virksomhed eller en del af virksomheden i bodelingen, vil andelen af eller hele virksomheden skulle værdiansættes, således at det økonomiske tilsvar kan fastsættes. Kan ægtefællerne ikke selv opnå enighed omkring værdien, vil virksomheden skulle værdiansættes af udenforstående tredjepart.

Ejer-ægtefællen har en naturlig interesse i at få værdiansat virksomheden lavest muligt, hvorimod den tidligere ægtefælle har den modsatte interesse. Er der tale om en virksomhed med kun én ejer, har ejer-ægtefællen formentlig mindre interesse i at udvikle virksomheden og dermed også en værdistigning af virksomheden, som vil komme den tidligere partner til gode. Virksomhedens fortsatte drift og fremtid kan derfor blive væsentligt påvirket under en sådan bodeling. Dette gælder tilsvarende for virksomheder med flere ejere, dog således at der her er flere parter med en interesse i at fortsætte virksomhedens fremdrift og vækst.

Ud over at ægtefællernes modstridende interesser kan påvirke virksomhedens værdi og drift, har værdifastsættelsen den konsekvens, at ejer-ægtefællen skal modsvare sin tidligere ægtefælle halvdelen af værdien af sin andel af virksomheden. I forbindelse med skiftet kan dette typisk udgøre en likviditetsudfordring for ejer-ægtefællen, en udfordring som igen kan ende med at påvirke virksomheden.

Har ægtefællerne derimod indgået en ægtepagt, hvor virksomheden tilhører ejer-ægtefællen som dennes særeje, vil virksomheden – uanset særejeformen – blive holdt uden for ægtefællernes bodeling i tilfælde af separation eller skilsmisse.

En ægtepagt kan indgås af kommende ægtefæller eller under ægteskabet. Ægtefæller har ikke pligt til at underskrive en ægtepagt – og der skal derfor være enighed mellem ægtefællerne herom.

Ønsker parterne at oprette en ægtepagt, skal det besluttes, hvilken form for særeje, der skal være tale om. Ønsker ægtefællerne at sikre, at aktivet/-erne forbliver hos ejer-ægtefællen uanset om boet opgøres som følge af separation, skilsmisse eller død, vil det være et fuldstændigt særeje, der skal vælges.

Ønsker ægtefællerne derimod at sikre, at virksomheden/formuen forbliver hos ejer-ægtefællen i tilfælde af separation og skilsmisse, men i tilfælde af dødsfald, at virksomheden/formuen bliver delingsformue og dermed omfattet af de beskyttelsesregler, som delingsformue giver den efterlevende ægtefælle, skal parterne vælge et skilsmissesæreje.

At virksomheden bliver delingsformue, hvis ejer-ægtefællen afgår ved døden, kan have den betydning, dels at den efterlevende ægtefælle måske kan have mulighed for at sidde i uskiftet bo med virksomheden, men kan også give den efterlevende ægtefælle adgang til en større andel af fællesformuen – særligt, hvis parterne samtidig opretter et testamente, der tilgodeser den efterlevende ægtefælle mest muligt.

Virksomheden kan endvidere have en interesse i, at efterlevende ægtefælle kan indtræde i eller overtage ejer-ægtefællens andel af virksomheden hurtigt og uden en for stor økonomisk byrde ved at skulle ”købe” de andre arvinger ud af denne del.

Endelig har ægtefællerne en mulighed for stort set at skræddersy formuearten, alt efter hvilken skiftesituation, der er til stede, i form af et kombinationssæreje. Her kan blandt aftales, at i tilfælde af at det er ikke-ejer-ægtefællen, der afgår ved døden først, forbliver virksomheden som ejer-ægtefællens fuldstændige særeje og holdes i den forbindelse uden for dødsboet. Der skal således ikke svares boslodskrav overfor afdødes bo. På den måde kan virksomheden fortsætte uændret. Er det derimod ejer-ægtefællen, der afgår ved døden først, bliver særejet til delingsformue, og efterlevende ægtefælle har ret til både boslod af det tidligere særeje, arveret (eventuelt både tvangs- og friarv) og har formentlig også ret til at sidde i uskiftet bo med formuen.

I tilfælde, hvor en virksomhed skal have etableret ejeraftaler, er det altid en god ide at få indføjet en bestemmelse om, at alle ejere er forpligtet til at indgå ægtepagter om (sædvanligvis kombinations-)særeje, således at virksomhedens drift og virke ikke er afhængig af ejernes personlige forhold. Derudover må det tilrådes, at der også tilføjes en sanktionsbestemmelse i tilfælde af brud herpå.

Ofte – og særligt i de tilfælde hvor ægtepagten indgås under ægteskabet – motiveres ikke-ejer-ægtefællen til at acceptere at ”afgive” den økonomiske fordel ved, at virksomheden er en del af fællesformuen, ved at modtage en kompensation. Det kan f.eks. være tale om at et andet fællesejeaktiv samtidig bliver gjort til hustruens særeje – evt. en fast ejendom el. lign. – som tilsvar på ”tab af det andet formuegode”.

Ægtepagter skal, for at være gyldige over for tredjemand, være skriftlige, underskrives og tinglyses i Personbogen.

---oooOooo---

Hos PrivatretsAdvokaterne er vi eksperter i ægtepagter, særligt for virksomhedsejere, og du er altid velkommen til at ringe til os på telefon 45 23 00 20 for en uformel og uforpligtende drøftelse i forhold til oprettelse af en ægtepagt eller andre generelle spørgsmål om sikring af både ægtefælle og virksomhed.

Vi afregner efter anvendt tid med almindelig timesats.